fredag den 26. december 2014

80 års Fødselsdag

I anledningen af min bedstemors 80 års fødselsdag, ville jeg lave en fin kage til hende. Jeg tænkte at jeg måtte holde mig til et vintertema, så det blev med roser, kalaer og snefnug. Hendes yndlingsfarve er lyserød, så derfor blev båndet denne farve.


Selve kagen er den samme som min tidligere blomsterfødselsdagskage, med passionsfrugt mousse og chokolade ganache. Til sidst blev den overtrukket med marcipan og pyntet med fondant figurer.




tirsdag den 25. november 2014

Julebiscotti

Snart er den rare juletid over os igen, og så skal der bages!
Vi starter en pre-julebagning, som denne gang tager mig ud på ukendt territorium, nemlig biscottis.
Udseendet kan diskuteres. Der skal vidst lige et par afprøvninger til før de sidder snorlige. Dog var smagen rigtig god, og derfor vil jeg rigtig gerne dele denne opskrift med jer. Endnu engang en Blomsterberg klassiker:


Julebiscotti


Du skal bruge:
225 g hvedemel
225 g sukker
1 spsk kakao
175 g mandler
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk stødt nelliker
1/2 tsk kanel
reven skal af 1 citron
2 æg
1 æggeblomme

Sådan gør du:
1. Forvarm ovnen til 175 grader. Bland mel, sukker, kakao, hele mandler, bagepulver, nelliker og kanel godt. Vask citronen og riv den. Kom reven citronskal og resten af ingredienserne i melblandingen, og ælt det sammen til en ensartet dej.

2. Form dejen til 2 ca. 20 cm lange flade pølser. Brug eventuelt lidt ekstra mel at rulle i. Læg pølserne på bagepapir med god afstand imellem sig, og bag dem i ovnen i 15 minutter.

3. Tag dem ud af ovnen, og lad dem køle let af. Skær dem så i ca. 1 cm tykke skiver, og bag dem igen i ovnen i ca. 10 minutter.

4. Lad biscottierne køle helt af på en bagerist, og opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg.

mandag den 6. oktober 2014

KitKat Kage

Jeg fik lyst til at prøve at lave en af disse kager forleden. Har tit set dem på nettet, men aldrig fået lavet en selv.

Den er super enkel, og så ser den jo lidt sjov ud!


Kit Kat Kage


Kagen er en helt almindelig lagkage med 2 alm. bunde og en chokolade bund. I mellem lagene lavede jeg en jordbær mousse.
Jeg har smurt kagen op med ganache, som derefter har fungeret som klister.
Så har jeg bare "limet" kit kats fast på siden, og hældt chokolade knapper på toppen.
Båndet er ren pynt, og behøves altså ikke.



fredag den 3. oktober 2014

Mysliboller

De her boller er super nemme at lave, og så smager de rigtig godt! De bages bedst i en muffinform for at holde faconen, men kan sagtens bare bages som almindeligt.

Husk at disse boller bages over 2 dage!


Mysliboller
(copyright boligliv)

Du skal bruge:
15 g gær
6 dl vand
1 spsk. salt
1 spsk. honning
200 g havregryn
100 g fuldkornsflakes
50 g rosiner
50 g nødder, hakkede
ca. 400 g hvedemel
1 æg til pensling

Sådan gør du:

Dag 1:
1. Smuldr gæren i en skål, og hæld vandet heri. Rør, til gæren er opløst. Tilsæt salt og honning, og rør havregryn, fuldkornsflakes, rosiner og hakkede nødder i væsken.

2. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, og rør, til dejen er tyk som en tung grød. Dejen skal være våd og må endelig ikke blive for tør. Stil dejen tildækket i køleskabet til næste dag.

DAG 2:
1. Tag dejen ud af køleskabet. Lad den stå ca. 30 min. på køkkenbordet for at vågne. Fordel dejen med en ske i 16 muffinforme af silikone. Lad brødene hæve ca. 30 min.

2. Tænd ovnen på 200 grader varmluft (225 grader almindelig). Pensl brødene med sammenpisket æg, og bag dem i ovnen i ca. 15 min., til de er gyldne.

TIP: Hvis du ikke har forme, så del dejen skødesløst i 16 stykker. Læg dem på en bageplade til hævning, og følg ellers fremgangsmåden.

onsdag den 2. juli 2014

Light chocolate cake

Jeg er virkelig faldet for opskrifterne i Harry Eastwoods lækre kage bog:
http://mysweetlittlecake.blogspot.dk/2013/06/den-lkreste-gulerodskage.html


De kager jeg har prøvet indtil videre, har været så lækre og smagfulde, og så er de ovenikøbet fedtfattige. Dvs. så meget som kager nu kan være.


Denne chokoladekage er luftig, fugtig og så utrolig lækker, og til alle slikmunde som gerne vil have noget sødt uden alle kalorierne er denne et hit!

(Ps. Se hvordan kagen rigtigt skal se ud, sådan oprindeligt, på linket ovenfor)

Light Chocolate Cake

Ca. 12 portioner

Du skal bruge:
3 æg
160 g rørsukker
200 g skrællet og revet butternut squash
120 g rismel
3 tsk god kakaopulver
80 g mandelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1/4 tsk salt
125 ml kærnemælk

Til frostingen:
50 g usaltet smør, stuetemp.
200 g flormelis
50 g mascarpone
4 tsk kakaopulver
knivspids salt

evt. roser til pynt

Du skal desuden bruge 2 bageforme a 18 cm i diameter x 5 cm dybe 

Sådan gør du:
1. Forvarm ovnen til 180 grader. Smør bageformene, eller dæk dem evt. med bagepapir.
2. Pisk æg og sukker i en skål i 4 min til det bliver let og luftigt.
3. Rør butternut squash, rismel, kakao, mandelmel, bagepulver, natron og salt i skålen. Tilsæt til sidst kærnemælken og bland det hele godt sammen.
4. Hæld blandingen i de 2 skåle, så de er jævnt fordelt.
5. Bag kagerne i ovnen i 30 min. Lad dem derefter afkøle.
6. Mens kagerne bager kan du lave frostingen. Men sørg for at kagerne er kølet helt af inden det bliver fordelt ovenpå. Bland først smør og flormelis. Tilsæt til sidst de resterende ting og pisk hårdt til det er en lækker masse.
7. Køl frostingen ned i 15 min. Når den er færdig skal den piskes op en sidste gang, og kan derefter fordeles mellem lagene og på toppen af kagen.


søndag den 13. april 2014

Gulerodscupcakes

Jeg er virkelig stor fan af cupcakes. Og endnu større fan af gulerodscupcakes!
Derfor blev jeg rigtig glad da jeg afprøvede en ny opskrift, og fandt ud af at den smagte intet mindre end fantastisk. Opskriften er fundet her: Se link. Dog er cream cheese frostingen ikke den samme.
Så den må jeg dele med jer. Grunden til pynten var min fasters jubilæum, så istedet for alm. cupcakes skulle de da lige dekoreres lidt. Men det er altså valgfrit :)

Gulerodscupcakes med cream cheese frosting

Du skal bruge:
2 dl olie
300 g brun farin
4 æg
275 g hvedemel
350 g revne gulerødder
1 tsk vaniljesukker
1 tsk natron
2 tsk kanel
2 tsk bagepulver

Sådan gør du:
1. Olie og farin røres sammen, og herefter piskes æggene i.
2. Bland mel, vaniljesukker, natron, kanel og bagepulver. Pisk det sammen i dejen.
3. Til sidst tilsættes de revne gulerødder.
4. Fyld cupcakeformene halvt op og bag kagerne i ovnen i ca. 20 min. ved 175 grader

Cream Cheese Frostingen:
Du skal bruge:
200 g flødeost (ikke light)
100 g smør (stuetemperatur)
500 g flormelis
4 tsk vaniljesukker

Sådan gør du:
1. Alle ingredienserne blandes i en skål og piskes til en luftig creme med elpisker.
2. Når du kan trække frostingen op i en spids med din elpisker, og spidsen ikke falder sammen, så er frostingen klar.
3. Hvis frostingen virker for blød kan der evt. tilsættes mere flormelis, men den smager super godt når den er lidt cremet og lækker.
4. Fyld frostingen i en sprøjtepose og frost løs!

Påskekage

I anledningen af mine forældres fødselsdag, fik jeg lov til at lave en kage til dem. Jeg tænkte at da det nu næsten er påsketid, så kunne jeg jo ligeså godt få inkorpereret den idé til kagen. Derfor blev det en påskelagkage. De fik selv lov at vælge kage samt smag, så jeg havde frie hænder mht. pynten.
Dette blev resultatet:


Påskekage

Kagen består af specialkøbmandens chokoladekage, se opskrift her:

Derudover lavede jeg en jordbærmousse, overtrak kagen med chokolade ganache og overtrak kagen med marcipan.

Jordbærmoussen er super nem at lave, og smager fantastisk;

Du skal bruge:

1 pose frosne jordbær
100 g sukker
1 tsk vaniljesukker
4-5 plader husblas
1/2 l fløde

Kog de frosne jordbær sammen med sukker og vaniljesukker.
Husk at røre hele tiden indtil det bliver til en jordbærgrød.
Afkølen massen i køleskabet.
Imens den afkøles lægges 4-5 plader husblas i vand. 
Opvarm halvdelen af jordbærmassen og bland husblassen i.
Vend herefter resten af jordbærene i.
Til sidst blandes massen med fløden, som er pisket stiv, og moussen stilles på køl.

Denne mousse er rigtig god at lave dagen før, så den rigtig kan sætte sig.


Jorden som kaninen graver sig ned i, er lavet at kagerester som jeg smuldrede.

fredag den 31. januar 2014

Fransk Citrontærte

Endnu engang bevæger jeg mig ud i Blomsterbergs søde sager. Denne gang blev det en klassiker, en lækker fransk citron tærte. Jeg har efterhånden fået købt den nogen gange, og tænkte at nu må jeg se at lære at lave den.
Godt råd; sørg for at købe en ordentlig bunsenbrænder. Den fejl lærte jeg. Men nok om det, her er opskriften på....


Fransk Citrontærte
 
Husk at der går nogle timer før denne er færdig, så den skal helst laves tidligt på dagen, hvis den skal bruges om aftenen.
 
Du skal bruge:
 
Mørdej:
300 g hvedemel
150 g smør, stuetemp.
100 g flormelis
1 æg
 
Citroncreme:
1/2 vaniljestang
1 1/2 dl piskefløde
100 g sukker
2 æg
saft og skal fra 3 økologiske citroner
1/2 tsk majsstivelse
 
Marengs:
100 g æggehvider
85 g flormelis
 
Desuden
1 firkantet aluminiumstærteform (24 cm x 24 cm) med løs bund
en bunsenbrænder (ovn kan bruges)
 
 
Sådan gør du:
1. Først laves mørdejen. Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Lad den stå på køl i en halv time.
2. Derefter rulles dejen relativt tyndt ud i en anelse mel. Læg forsigtigt den udrullede dej ned i tærteformen. Tryk dejen ned i alle sider. Tryk overskydende dej af kanten. Læg bagepapir over og fyld op med kikærterne. Dette holder bunden nede.
3. Bag bunden i ovnen ved 170 grader i ca. 15-18 minutter, til den er let gylden.
4. Afkøl den bagte bund i køleskabet. Lad den blive i formen. Når den er kold, fjernes kikærterne forsigtigt - lad stadig bunden blive i formen.
5. Så laves citroncremen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad.
6. Kom vaniljesukker og de resterende ingredienser i en blender og blend dem til en fin "suppe".
7. Hæld den over tærtebunden og bag den i ovnen ved 110 g i 35-40 min., til citroncremen har sat sig og giver efter ved let tryk.
8. Afkøl den bagte tærte helt i køleskabet i min. 3 timer. Placer den herefter på det fad den skal serveres på.
9. Så laves marengsen. Pisk æggehvider og flormelis stive med en håndmikser. Fordel marengsen ovenpå den kolde citroncreme, top gerne let op her og der.
10. Brænd med en bunsenbrænder det øverste af marengsen til den er let gylden over det hele. Alternativt kan den stilles kort i en meget varm ovn. Her skal man også holde øje med når toppene bliver gyldne.


Mary Berry's Mad/Kageboller

Disse boller er rigtig lækre, og minder om et blanding mellem brød og kage. De smager bedst helt nybagte.

Opskriften er fundet i Mary Berry's kogebog 100 cakes and bakes.


Sultana Streusel Buns
 
Du skal bruge:
En form til 12 kager (fx. cupcake forme)
225 g hvedemel
1 tsk bagepulver
75 g smør, stuetemp.
75 g sukker
50 g sultana (rosiner)
1 æg
150 ml mælk
 
til toppingen:
25 g hvedemel
50 g muscovado sukker
25 g smør, smeltet
evt. flormelis til at drysse over
 
Sådan gør du:
1. Forvarm ovnen til 190 grader. Sæt cupcake forme ned i metal/ silikone formen.
2. Tilsæt mel og bagepulver i en skål. Tilsæt smør og smuldre det sammen med melblandingen til det har samme konsistens som brødkrummer.
3. Tilsæt sukker og rosiner.
4. Bland æg og mælk sammen i en seperat skål, og tilsæt det derefter til den anden blanding. Brug et piskeris til det har en blød struktur, og hæld det derefter op i formene.
5. Til toppingen: Bland mel og sukker og tilsæt derefter det smeltede smør. Brug en gaffel til at blande det sammen, og strø det derefter ud over bollerne.
6. Bag bollerne i ovnen i 15 minutter eller til de ikke giver efter når man rør dem på toppen. Tag kagerne ud af formene, og lad dem afkøle på en bagerist.
7. Tilsæt kan der tilsættes flormelis, som sigtes ud over.

Klassiske brændte mandler

Brændte mandler er en rigtig lækker lille snack til en hyggeaften eller værtindegave. Så er de selvfølgelig en klassiker i julemåneden! Og så er de super nemme at lave selv!


Klassiske Brændte Mandler
Du skal bruge:
200 g mandler
2 dl sukker
1 dl vand
Sådan gør du:
1. Bland alle ingredienserne i en gryde, og skru op på høj varme.
2. Mens du hele tiden rør i blandingen, skrues der gradvist ned efterhånden som vandet fordamper.
3. Når vandet er helt fordampet vil sukkeret krystalisere. Her er det vigtigt at skrue helt ned for varmen, og blive ved med at røre konstant i blandingen, så det ikke sætter sig fast i bunden.
4. Blandingen er klar når sukkeret er smeltet igen og har lagt en fin hinde over mandlerne.
5. Bred mandlerne ud på et stykke bagepapir og lad dem afkøle let inden de nydes.